Vi laver køkkenhave

En af grundene til at jeg ikke har fået lagt så mange opskrifter op her på det sidste, er at Nikolaj og jeg er i fuld gang med at etablere en køkkenhave.

Når drømmene rækker langt ud over hvad der kan klares i vores lille rækkehushave, så er det fantastisk, at vi har fået lov til at låne et stykke jord til vores køkkenhaveprojekt.

Indtil videre er vores jordstykke 92 kvadratmeter. Men vi bliver muligvis nødt til at udvide lidt. Vi har simpelthen købt så mange frø.

Vi har gravet alt græstørven bort, hentet sand og hestemøg og vi har fræset jorden. Et ret stort arbejde. Men det har givet god motion, stor tilfredsstillelse og sol i ansigtet.

Jeg glæder mig til at vise hvad vi får skabt.