Appelsinmarmelade på forskellige syltetøjsglas i baggrunden. En bolle med syltetøj placeret på et smørebræt.

Appelsinmarmelade

Det er nu det er sæson for appelsiner – det er nu der skal laves appelsinmarmelade.

Jeg tror appelsinmarmelade er sådan lidt som rosiner i bagværk og svesker. Enten synes man det er skønt, eller så er man helst fri. Jeg er ikke selv den store fan af appelsinmarmelade, men jeg nyder at forære det til dejlige mennesker.

Her kommer en nem opskrift, hvis du også vil give dig kast med appelsinmarmeladen.

Sådan gør du

Vask appelsinerne.

Skær hver appelsin i 6 eller 8 både. Snit appelsinbådene i så tynde skiver som muligt. En god skarp kniv er rart til dette arbejde. Husk at kassere de kerner du støder på.

Når alle appelsinbådene er snittet tyndt, kommes de i en gryde med vandet. Sæt vand og appelsiner tildækket et halvt til et helt døgn.

Når det halve til hele døgn er gået, sættes gryden på blusset og sættes til kogning. Der skal ikke skiftes vand. Vand og appelsiner skal koge 45-60 minutter under låg, til appelsinerne er møre.

Det meste af sukkeret kommes i. Gem lidt til melatinen. Sukkeret koges med i 5 minutter. Rør godt rundt imens.

Bland det resterende sukker og melatin. Drys blandingen i marmeladen, rør godt rundt og lad det koge i 2 minutter.

Appelsinmarmeladen afskummes, og hældes på skoldede og atamonskyllede glas. Hvis du ikke ønsker at bruge atamon, kan du blot lade være, eller skylle glassene med en stærk spiritus.

Ingredienser
  • 1 kg usprøjtede appelsiner
  • 1 l vand
  • 1 kg sukker
  • 3 spsk økologisk melatin
  • Eventuelt atamon