Flot orange græskarmos i en blå keramikskål. Ved siden af skålen ligger 2 halve græskar hvor kærnerne delvis er skrabet ud.

Hjemmelavet græskarmos

Hvis du læser amerikanske opskrifter, så er du måske stødt på græskarmos på dåse i ingredienslisten. Lad dig ikke afskrække af at det kan være svært at skaffe disse dåser i Danmark. Det er nemlig rigtig nemt at lave græskarmos selv.

Græskarmos kan bruges til mange opskrifter: Risotto, suppe, brød, tærter og kager, for lige at nævne nogle. Se gerne de opskrifter jeg har, hvor jeg bruger græskarmos.

Når du først har gang i ovnen, så lav rigeligt med græskarmos. Det mos du ikke bruger med det samme, kan komme på køl nogle dage eller fryses ned.

Sådan gør du

Vask græskarret og flæk det midt over med en stor kniv. Lad være med at bruge din fineste japanske kokkekniv. Brug hellere en kniv, der kan klare det noget hårde græskar.

Fjern kerner og den bløde indmad med en ske.

Læg græskarret med skærefladen ned på en bageplade med bagepapir.

Bag græskarret ved 175 grader varmluft. De hokkaidogræskar jeg bager, skal have omkring 45 minutter til de er færdige. Men tiden i ovnen afhænger meget at størrelsen på det græskar du bager. Hold øje med det. Når det du kan stikke i det, og mærke at græskarret er blevet bagt helt blødt, så er det færdigt.

Tag det færdigbagte græskar ud af ovnen og lad det køle lidt af.

Fjern skrællen på græskarret.

Blend græskarkødet. Brug en foodprocessor, blender eller stavblender. Jeg foretrækker at bruge foodprocessoren.

Voila! Når du er færdig med at blende har du græskarmos.

Ingredienser
  • - Hokkaidogræskar eller et andet græskar du kan lide (brug så mange du har lyst til)