Hot cross buns

Her er opskriften på engelske påskeboller. De er fyldt med krydderier og tørret frugt.

Flæk bollerne og spis dem med et godt lag tandsmør.

Sådan gør du

Bollerne

Start med at sætte rosinerne i blød i saften fra en appelsin og lad dem trække i 1 time eller længere.

Smelt smørret og lad det køle af.

Lun mælken så den bliver håndvarm.

Smuldr gær i en røreskål og tilsæt den lune mælk. Rør gæren ud i mælken.

Tilsæt smør, sukker, salt, æg, appelsinskal, krydderier og hvedemel.

Ælt dejen på røremaskinen så den bliver blank og elastisk. Pas på dejen ikke bliver for varm.

Har du ikke en røremaskine så ælter du bare i hånden. Det tager lidt længere tid end på røremaskinen.

Hæld den overskydende appelsinsaft fra rosinerne.

Når dejen er æltet næsten færdig tilsættes rosiner og abrikoser. Ælt dem ind i dejen, og stil dejen til hævning. Dejen skal hæve 1-1,5 time til den har dobbelt størrelse.

Kom dejen ud på et meldrysset bord. Del dejen i 12 lige store stykker.

Kom bagepapir i en bageform eller en bradepande på omkring 34x25 cm.

Form hver dejklump til en bolle, som sættes på bagepapiret. Sæt bollerne så de står 3 på række på den korte led, og 4 på den lange led.

Kom husholdningsfilm over bollerne og lad dem hæve. Smør eventuelt husholdningsfilmen med lidt olie, så filmen ikke så let hænger fast i dejen. Bollerne skal hæve 45-60 minutter.

Når bollerne er næsten færdighævede laves dejen til korsene.

Dej til kors

Rør mel og vand sammen. Kom dejen i en sprøjtepose eller en frysepose. Klip et lille hul i posen.

Sprøjt striber af dej ud over de færdighævede boller så der dannes et kryds/kors over hver bolle.

Bag bollerne ved 180 grader varmluft i omkring 22-26 minutter til de er lysebrune på toppen.

Imens bollerne er i ovnen, laves en sirup som de færdigbagte boller skal pensles med.

Sirup

Kog sukker og appelsinsaft/vand op, og rør rundt så sukkeret opløses. Sluk for varmen og lad siruppen køle af.

Når bollerne tages ud af ovnen, pensles de med siruppen. Der bliver lidt sirup i overskud.

Lad bollerne køle af.

Ingredienser
Bollerne
Til 12 boller
  • 50 g mørke rosiner
  • 50 g lyse rosiner
  • 1 appelsin
  • 50 g smør
  • dl mælk
  • 30 g gær
  • 110 g sukker
  • 10 g salt
  • 1 æg
  • 50 g finthakket kandiseret appelsinskal
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • ½ tsk stødt ingefær
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 650 g hvedemel
  • 100 g abrikoser skåret i tern
Dej til kors
  • 75 g hvedemel
  • ¾ dl vand
Sirup
  • 50 g sukker
  • ¾ dl appelsinsaft eller vand