
Den er måske en tilsnigelse at kalde dette for fritter, for de bliver ikke sprøde som almindelige pommes frites. Vi kan også kalde dem for bagte kålrabistave. Uanset hvad vi kalder dem, så smager de dejligt. De fungerer som tilbehør til det meste.
Denne omgang kålrabifritter har jeg serveret med en gang chilimayonnaise. Det er meget let at lave chilimayonnaise. Bland blot en god mayonnaise med den mængde sriracha chilisauce du ønsker.
Skræl kålrabien og skær den i stave. Vend kålrabistavene med lidt olie. Det er nemt at gøre i en frysepose, men direkte på bagepapiret fungerer også fint.
Fordel kålrabistavene ud på en bageplade med bagepapir.
Bag kålrabifritterne i en 220 grader varm almindelig ovn i omkring 30 minutter. Vend fritterne et par gange undervejs.
Tag kålrabifritterne ud af ovnen, og drys dem med salt inden servering.