
Hvis du synes mine skiver af ribbensteg med char siu sauce fra det forrige opslag lød lækkert, så er her et serveringsforslag.
Gulerødder og daikon skæres i tynde strimler. Jeg bruger mit mandolinjern. De strimlede gulerødder og daikon vendes med chilisauce, limesaft, sukker og salt.
De kinesiske pandekager dampes i en bambusdamper i omkring 5 minutter. Har du ikke en bambusdamper, så synes jeg også at man med et fint resultat kan bage pandekagerne kort på en pande. Dettte giver en anden smag og nogle stivere pandekager, men efter min mening også noget lækkert.
De tilberedte pandekager fyldes med de snittede gulerødder og daikon, char siu ribbensteg i skåret i tykke strimler og fintsnittet forårsløg. Rul og spis.
Jeg har med vilje ikke sat mål på ingredienserne. Snit grøntsagerne og smag dem til så det passer til din smag.