Majspandekager

Hvis der skal bages pandekager herhjemme, så er det Nikolajs tjans. Uanset om det er de søde eller de salte. Han er den bedste til pandekager.

Her får du Nikolajs opskrift på majspandekager.

Vi bruger majspandekagerne når vi skal have pandekager med salt fyld. Det kunne være salat, falafler og dressing, noget mexicansk fyld eller til stegt svinekød og kål.

Sådan gør du

Smelt de 40 gram smør.

Slå æggene ud i en skål. Tilsæt det smeltede smør og salt og pisk det hele sammen.

Tilsæt mælk og pisk.

Tilsæt majsmel og hvedemel, og pisk til du har en fin pandekagedej uden klumper.

Kom lidt smør på en varm pande, og fordel en portion pandekagedej ud over hele panden.

Bag pandekagen på den ene side, vend den og bag den færdig på den anden side. Tag pandekagen af panden, og fortsæt som før til alt dejen er brugt.

Ingredienser
Til 10 styks
  • 40 g smør
  • 4 æg
  • 1 tsk salt
  • 4 dl mælk
  • 150 g majsmel
  • 150 g hvedemel
  • Yderligere smør til bagning