Pasta med rødbedesauce, valnødder og stegt salvie

Pasta med rødbedesauce

Ideen til denne ret opstod, da jeg overvejede at lave hjemmelavet rødbedepasta. Men det orkede jeg ærlig talt ikke at gå i gang med. I stedet kom jeg i tanke om, at jeg jo kunne få pasta med den samme fine farve, hvis jeg blot vendte det med en rødbedesauce.

Jeg gjorde det ekstra nemt for mig selv og købte rødbeder der allerede var kogte. Jeg købte rødbederne hos nemlig.com.

Toppingen med brunet smør, valnødder og ristede salvieblade går rigtig godt i spænd med rødbedesaucen.

Sådan gør du

Rødbedesaucen

Pil løget og skær det i tern. Pil de 2 fed hvidløg.

Sæt vand over til kogning, så du er klar til at koge pasta, når rødbedesaucen er færdig.

Kom olie, løg og hvidløg i en gryde. Sauter løgene til de er møre. Tilsæt fløden og varm den op.

Kom fløde, løg, rødbeder, grøntsagsbouillon og citronsaft i en blender. Blend.

Kom rødbedesaucen tilbage i gryden og varm den op. Smag til med salt og peber.

Pasta

Kog 250 gram pasta som anført på pakken. Jeg har brugt Pappardelle.

Salvie- og valnøddetopping

Bræk valnødderne i mindre stykker. Skær salviebladene i strimler som er omkring 1 cm brede.

Rist valnødderne på en pande ved lav til medium varme.

Når nødderne er færdigristede tages de af panden og kommes i en skål.

Kom smør og de strimlede salvieblade på panden. Steg salviebladene sprøde i smørret, indtil smørret bliver lysebrunt. Tag salviebladene fra panden og op i de ristede valnødder. Hæld nu forsigtigt det brunede smør op til valnødder og salvieblade. Bundfaldet i det brunede smør skal ikke med i salvie- og valnøddeblandingen.

Bland det brunede smør, salvieblade og valnødder sammen.

Når pastaen er kogt færdig, hældes kogevandet fra.

Den kogte pasta vendes med den varme rødbedesauce og kommes på tallerkener.

Til sidst toppes pastaen med blandingen af valnødder, salvieblade og brunet smør.

Ingredienser
Rødbedesaucen
Til 2 portioner
  • Olie
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • 200 g kogt rødbede i grove tern
  • ½ dl piskefløde
  • 10 g Herbamare eller en grøntsagsbouillonterning
  • 2 spsk citronsaft
  • Salt og peber
Ingredienser
Pasta
  • 250 g pasta (evt. Pappardelle)
Ingredienser
Salvie- og valnøddetopping
  • 100 g valnødder
  • 20 g salvieblade (friske)
  • 50 g smør