
Stjerneskud kan laves med et væld af forskellig pynt. Her har jeg holdt det ret enkelt og holdt fokus på nogle gode råvarer.
Noget af det som jeg synes kan være med til at skabe et rigtig godt stjerneskud er brødet. Brug gerne lidt ekstra penge på at købe eller bage et lækkert brød, frem for at købe et superbilligt toastbrød.
Rør creme fraiche, mayonnaise, tomatkoncentrat, paprika, Worcestershire sauce, cognac og citronsaft sammen. Smag dressingen til med salt, peber og sukker.
Knæk den nederste ende af alle aspargesene. Kog de grønne asparges i letsaltet vand. Når de er færdige, tages de op og køler af.
Vask salatbladene, og tør dem i et rent viskestykke eller i en salatslynge.
Sæt rejerne til afdrypning i en sigte.
Krydr 4 af rødspættefileterne med salt og peber, og rul dem sammen til 4 små fiskeruller.
Nu skal rullerne dampes.
Hvis du har en dampindsats, der kan komme i en gryde, er den perfekt til formålet. Alternativt kan du kramme noget bagepapir og lægge det i bunden af en gryde.
Placer fiskerullerne med lukningen vendt nedad på bagepapiret eller i dampindsatsen.
Hæld vand og hvidvin i gryden. Læg låg på gryden.
Tænd op for gryden, og lad fiskerullerne dampe i 4-6 minutter. Træk gryden af varmen, og lad fiskerullerne trække under låg i 2 minutter.
Klargør nu til panering af de sidste 4 rødspættefileter.
Hæld lidt hvedemel på en tallerken.
Hæld rasp på en tallerken.
Slå ægget ud i en dyb tallerken, og pisk det sammen med en gaffel.
Vend først rødspætterne i mel, dernæst i sammenpisket æg og til slut i raspen.
Steg de panerede rødspættefileter gyldne i godt med olie og smør på en pande. Krydr med salt undervejs i stegningen.
Rist brødskiverne på en brødrister.
Du kan også vælge at smørriste brødet på en pande.
Smør brødet med lidt af dressingen.
Fordel salatbladene ud på brødskiverne.
Læg en stegt rødspættefilet på hvert stykke brød, og dernæst en dampet rødspættefilet.
Kom en skefuld dressing over den dampede rødspættefilet.
Pynt til sidst med asparges, rejer og dild.