Mexikansk elote - kogt majskolbe dresset med lime dressing, fetaost, chilisauce og drysset med hakket korriander

Elotes

Elotes er mexicanske majskolber.

Her har jeg lavet en lidt fordansket version af dem. Den cotija ost man bruger i Mexico er svær at skaffe i Danmark, og derfor har jeg udskiftet den med feta.

Elotes er normalt grillede. Det kan du også vælge at gøre. Her har jeg dog bare kogt majskolberne. Det synes jeg fungerer fint.

Sådan gør du

Pil blade og tråde af majskolberne. Kom majskolberne i en gryde og dæk dem med vand.

Tænd op under gryden og sæt vandet i kog. Når vandet koger, slukkes blusset og majsene trækker 5 minutter i det varme vand.

Mens majskolberne tilberedes i gryden, laves limecremen.

Kom mayonnaise og creme fraiche i en skål. Riv skallen af begge limefrugter på et fint rivejern ned i skålen. Skær den ene limefrugt over, og pres 1,5 tsk limesaft ned i skålen.

Rør cremen sammen og smag den til med salt.

Hak den friske koriander.

Når majskolberne har trukket 5 minutter i det varme vand, tages de op.

Lad dem køle en smule af.

Når majskolberne ikke længere er brandvarme, fordeles limecremen hen over dem. Derefter kommes chilisaucen på i fine striber. Brug den mængde chilisauce der passer til dit temperament. Smuldr fetaosten over majskolberne, og drys til sidst med den hakkede friske koriander.

Ingredienser
Til 4 majskolber
  • 4 majskolber
  • ½ dl god mayonnaise
  • 1 dl creme fraiche 18%
  • 2 limefrugter
  • Salt
  • Chilisauce – jeg bruger sriracha
  • ½ potte frisk koriander
  • 100 g fetaost

Andet inspiration til aftensmaden

Corn chowder er en Amerikansk majssuppe. På billedet er der en skål med suppen toppet med rødpeberfrugt i tern samt lidt hakket persille
Corn chowder
Bagte jordskokker med chimichurri og ristede hasselnødder
Gratinerede majspandekager med svinekød og kål
Pasta med rødbedesauce, valnødder og stegt salvie
Pasta med rødbedesauce