
En dag da jeg stod med virkelig mange grønne tomater, fik jeg hjælp i en Facebookgruppe. Her fik jeg en opskrift på den lækreste relish til remoulade, lavet med grønne tomater.
Jeg har kørt opskriften gennem en Signeredigering, så den står med, kilo, gram og deciliter, i stedet for blot de originale kopmål. Men smagen er stadig lige fantastisk.
Jeg har givet flere glas i væk i gaver, og de er altid et stort hit.
Lad dig ikke friste til at lave en dobbeltportion. Det er svært at jævne så stor en portion, og du risikerer at det hele brænder på for dig. Men lav gerne opskriften ad flere omgange, så du har til familie og venner. Du bliver ganske populær med sådan et glas.
Hvis du vil lave remoulade, skal du blot røre lidt af remouladerelishen med noget mayonnaise. For en lidt alternativ remoulade, kan du bruge creme fraiche, yoghurt eller ymer i stedet for mayonnaise.
Du kan selvfølgelig også bruge remouladerelishen lige som den er, på hotdogs, en rugbrødsmad med et godt stykke kød, sandwich og hvad du ellers har lyst til.
Grøntsagerne køres igennem kødhakker eller på foodprocessor til en grofthakket masse.
Den væde grøntsagerne afgiver sigtes fra.
De hakkede grøntsager røres med saltet. Lad den saltede grøntsagsmasse stå i 2 timer.
Væden fra grøntsagerne sigtes fra.
De hakkede og saltede grøntsager koges med vandet og de 2,5 deciliter lagereddike i 20 minutter.
Endnu en gang sigtes væden fra grøntsagerne.
Rør hvedemel, sukker, sennepspulver og karry sammen i en stor gryde. Pisk de 7,5 deciliter lagereddike i.
Grøntsagerne tilsættes og røres godt sammen med ingredienserne i gryden.
Det hele koges i 20 minutter under konstant omrøring da det let brænder på. Under kogningen tykner massen.
Remouladerelishen kommes på skoldede glas.