Småkager med citron og birkes

Nikolaj er overordentlig glad for en hjemmebagt småkage. Gerne i selskab med en god kop kaffe.

Disse småkager som jeg har lavet, kombinerer 2 ingredienser som Nikolaj holder af: Blå birkes og citron.

Kagedåsen er fyldt og jeg har mig en glad mand.

Sådan gør du

Smørret skæres i store tern.

Kom smør, sukker, hvedemel, salt og revet citronskal i en foodprocessor. Kør ingredienserne på foodprocessoren, så det kommer til at ligne brødkrummer. Tilsæt birkesfrøene og kør foodprocessoren kort. Birkesfrøene skal forblive hele.

Tag dejen, der endnu minder mest om krummer, ud af foodprocessoren og kom den i en skål. Ælt det hele sammen med hænderne, så du får en sammenhængende dej.

Rul dejen til en lang pølse på omkring 33 cm, og med en diameter på omkring 5 cm.

Rul dejpølsen ind i bagepapir eller husholdningsfilm, og luk enderne ved at sno dem. Som man lukker en karamel.

Læg dejen i køleskabet i 1 time eller længere tid.

Tag dejrullen ud af køleskabet og pak den ud af sin indpakning. Skær dejen i skiver der er 3-4 mm tykke.

Læg skiverne af småkagedej på bageplader med bagepapir.

Bag hver plade småkager på øverste rille, ved 180 grader almindelig ovn, i omkring 10 minutter. Småkagerne skal være lyse med en lysebrun kant når de er færdige.

Ingredienser
Til 50 styks
  • 200 g koldt smør
  • 125 g sukker
  • 250 g hvedemel
  • ¼ tsk salt
  • 2 spsk fintrevet citronskal . Det passer omtrent med skallen af 2 mellemstore citroner
  • 3 spsk (ca. 32 gram) blå birkesfrø

Andet lækkert bagværk

Brødkurv med 3 birkesboller. Til venstre for et smørebræt med en halv bolle smurt med smør.
Birkesboller
Småkager med tonkabønner
12 kanelsnegle på en bageplade og hvor en har fået glasur
Kanelsnegle
En apple pie pocket der er skåret over så man kan se fyldet af små æbletern
Apple pie pockets